DRABSSAGER - 1949:

Der blev i 1949 begået 57 drab i Danmark, heraf er 2 drab uopklaret.

Fredag den 7. januar 1949 sent om aftermiddagen, hentede den 18 årige Tove Rasmussen et jagtgevær, hvorefter hun fra soveværelset tog sigte og affyrede to skud, som ramte hendes far, den 48 årige gårdejer Ove Rasmussen. Han faldt om og var dræbt på stedet. Hun slæbte liget ind i et lille rum ved siden af bryggerset.
Drabet skete på en gård ved Vandel Flyveplads nord for Kolding, hvor faderen stod ved gårdens punpe på gårdspladsen. Tove Rasmussen påstod overfor politiet, at det var et vådeskud, men dagen efter lørdag den 8. januar 1949 gik hun til bekendelse og indrømmede skuddrabet på sin far.
Samtidlig indledte kriminalpolitiet en undersøgelse af Tove Rasmussen’s mor, som døde i Odense den 21. februar 1946, omkring kl. 16.30. Liget af moderen blev gravet op. Ved en efterfølgende obduktion viste det sig, at hun var blevet forgiftet, da der blev påvist et bromholdigt medikament.
Lørdag den 8. januar 1949, var Tove Rasmussen til påvisning ved gerningsstedet på gården, sammen med politimester N.J. Schmidt fra Vejle og kriminalkommissær P. Hejnfeldt.
I retten den 25. januar 1949 indrømmede hun, at hun havde forgiftet sin mor i soveværelset på 1. sal i villaen i Odense. Hun gav moderen en overdosis sovepiller af mærket Bromisoval under et påskud af, at det var slankepiller.
Få dage før domsafsigelsen, trak hun dog tilståelsen om drabet på sin mor tilbage.
Onsdag den 24. august 1951 ved et nævningeting i Kolding, blev den nu 19 årige Tove Rasmussen idømt psykopatforvaring på ubestemt tid.


TOVE RASMUSSEN - SAMMEN MED TO KRIMINALFOLK PÅ GÅRDEN I VANDEL.


SOVEVÆRELSET I VILLAEN I ODENSE - HVOR GIFTDRABET FANDT STED.


VILLAEN I ODENSE - HVOR TOVE RASMUSSEN FORGIFTEDE SIN MOR.

       *********************************************************************

Fredag den 11. februar 1949, begik den 24 årige kedelsmed, Svend Adler Jørgensen ( 28. november 1924 i København ) en utilgivelig handling, i parrets lejlighed i Birkegade 24 på Nørrebro i København. Efter et voldsomt skænderi med hustruen, havde hun forladt hjemmet.
Efter han havde hentet sin 3 årige datter hos sine forældre, pyntede han datteren og lagde
hende i seng. Da hun sov trygt, tændte han for gashanerne i køkkenet.
Næste morgen, da naboerne mærkede gaslugten i ejendommen, blev politiet alarmeret.
Da man trængte ind i lejligheden, blev både far og datter fundet døde i deres senge.

       **********************************************************************

Tirsdag den 8. marts 1949 om eftermiddagen, blev den 58 årige kontorassistent hos B & W, tidligere organist Johannes Lind, brutalt myrdet i sin lejlighed i Læderstræde 16 i København. Mordet skete mens han lå på en divan. Her blev han tildelt flere slag i hovedet, hvorefter han blev stranguleret med en livrem. Johannes Lind var homoseksuel, og havde en stor omgangs- kreds af ganske unge mennesker, der kom i hans lejlighed.
Den blot 16 årige Ingemann Bjørn Severin Torp Jensen ( 13. september 1932 i Ålborg ), slog Johannes Lind i hovedet og lagde en livrem om hovedet på ofret.
Den 24 årige Aksel Børge Johansen Larsen ( kaldet Seidenfaden ), tidligere Sommermand ( 26. februar 1925 i København ), hjalp til med at strangulere Johannes Lind.
Udbyttet til rovmordet var blot 7 kr., som de bagefter brugte på mad og biografbesøg.
Torsdag den 10. marts 1949, blev liget af Johannes Lind fundet i lejligheden.
Mandag den 14. marts 1949, blev de to gerningsmænd anholdt af politiet, sigtet for rovmord.
Tirsdag den 5. juli 1949 ved et nævningeting i Østre Landsret, blev Ingemann Bjørn Severin Torp Jensen idømt 8 års fængsel, mens Aksel Børge Johansen Larsen blev idømt 16 års fængsel for rovmordet på Johannes Lind.

       ************************************************************************

Mandag den 4. april 1949, begik den 41 årige enkefrue Astrid Nicoline Hansen, født Dupont
( 18. juli 1908 i København ) en tragisk handling, i sin lejlighed i Gunløgsgade 4 i København. Mens hendes to børn lå og sov, førte hun en slange fra køkkenet ind til soveværelset, hvor den 12 årige Inge Hansen ( 5. marts 1937 i København) og den 16 årige Kurt Hansen ( 10. marts 1933 i København) lå og sov i deres senge. Derefter tændte hun for gassen i køkkenet.
Næste morgen blev Astrid Nicoline Hansen og hendes to børn fundet døde i deres senge.
Motivet til handlingen var økonomiske bekymringer.
I et afskedsbrev stod der “Tilgiv mig, hvad jeg har gjort, men jeg kan ikke mere”.

       ***********************************************************************

Mandag den 4. april 1949 kl. 20.00, blev den 32 årige Dorthea Snedker Jensen, gift Olsen
( 2. januar 1917 ) fundet myrdet i sin lejlighed på Willemoesgade 58A, 5.sal i København.
Hun var blevet stranguleret med sit eget bælte af en ukendt gerningsmand.
Retsmedicinerne mente, at hun havde ligget død i lejlighedens korridor i 9-10 dage.
Hun blev sidst set i live den 25. marts 1949, da hun sagde farvel til sin mand Ernst Olsen i Frihavnen i København, hvor han skulle sejle med skibet M/S Korea.
Kriminalpolitiet fandt aldrig et motiv til mordet.
Drabssagen om mordet på Dorthea Snedker Jensen, gift Olsen er fortsat uopklaret.

       *********************************************************************


GERNINGSSTEDET I LANDSBYEN NEJLINGE NÆR HILLERØD - 4. APRIL 1949.

Torsdag den 14. april 1949 kl. 23.00, begik den 36 årige landmand Peter Christian Hansen ( 31. januar 1913 i Nejede ) en utilgivelig handling i parrets hus i Nejede ved Hillerød. Han kvalte først sin 32 årige hustru Elna Elisabeth Hansen, inden har fortsatte ind i børneværelserne. Her myrdede han deres børn mens de sov. Den 10 årige Børge Frede Hansen, den 8 årige Svend Aage Hansen, den 6 årige Ole Peter Hansen, den 4 årige Benthe Margrethe Hansen, den 3 årige Knud Viggo Hansen og den 1 årige Hans Christian Hansen havde ikke en chance, da Peter Christian Hansen brutalt kvalte dem i deres senge.
Bagefter forsøgte han at begå selvmord ved hængning, men modet svigtede ham til sidst.
Efter ugerningen i familiens hus i landsbyen Nejede i nærheden af Hillerød, skjulte Peter Christian Hansen sig på høloftet.
En nabo tilkaldte kriminalpolitiet, som kort efter ankom til stedet og konstaterede, at en uhyggelig familigetragedie havde kostet syv mennesker livet.
Onsdag den 23. august 1950 ved en nævningeting i Hillerød, blev Peter Christian Hansendømt til anbringelse på et sindssygehospital på ubestemt tid, for drabene på sin hustru Elna Elisabeth Hansen og parrets seks børn.

                      
BRYLLUPSBILLEDE AF ELNA ELISABETH HANSEN OG PETER CHR. HANSEN.

       *********************************************************************

Fredag den 29. april 1949, begik den 29 årige fabriksarbejderske Hansigne Rasmine Christiansen, født Bruun ( 8. maj 1920 i Hobelev ) selvmord, da hun tændte for gassen i sin lejlighed i Lyngvigvej 11 i København. Samtidig tog hun sin 4 årige søn Freddy Christiansen
( 2. oktober 1945 ) med sig i døden.
Motivet til den tragiske handling var, at manden sad i fængsel og på grund af økonomiske vanskeligheder, skulle familien sættes ud af lejligheden.

       ***********************************************************************

Onsdag den 25. maj 1949 kl. 14.00, blev den 16 årige husassistent, Lilian Birgit Gammelsøe Jensen
( 10. marts 1933 i Kelby ) brutalt myrdet på sit værelse i distriktsjordmoderboligen, i landsbyen Langebæk mellem Vordingborg og Kalvehave.
Hun var blevet myrdet med en brændeøkse, idet gerningsmanden havde slået hende utallige gange i hovedet med øksen. Hun blev fundet i en stor blodpøl med hovedet knust.*
Efter drabet blev hun udsat for en seksualforbrydelse. Til sidst vaskede gerningsmanden blodet af brændeøksen og placerede den i en huggeblok.
Kriminalpolitiet efterforskede drabet og mistænkte hurtigt den 26 årige nervesvækkede Leif Søndergaard Jensen ( 5. juni 1923 i Århus ), som boede i et andet værelse i jordmoderboligen.
Rigspolitiets drabsafdeling under ledelse af kriminalkommissær Nielsen Skov, indsamlede hurtigt flere belastende beviser imod Leif Søndergaard Jensen.
Han erkendte derefter under en afhøring drabet på Lilian Birgit Gammelsøe Jensen.
Leif Søndergaard Jensen blev fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for drab.
Torsdag den 3. november 1949 ved Retten i Vordingborg, blev Leif Søndergaard Jensen idømt
fængsel på livstid.
Den 27. september 1982, døde Leif Søndergaard Jensen, 59 år gammel.


LEIF SØNDERGAARD JENSEN - PÅ VEJ TIL GRUNDLOVSFORHØR, GÅENDE IMELLEM TO KRIMINALFOLK.

       *********************************************************************

Tirsdag den 31. maj 1949 omkring kl. 23.00, blev den 20 årige prostituerede Erna Margrethe Olsen
( 5. juni 1928 i Rensbøl ) brutalt kvalt på sit værelse ( klublejlighed ) i ejendommen Colbjørnsens- gade 30 på Vesterbro i København.
Onsdag den 1. juni 1949 kl. 01.45, fandt kæresten Niels Helmer Skriver ( 11. januar 1912 i Kristrup ) sammen med en veninde liget af Erna Margrethe Olsen. Hun var kun iført handsker og en bluse. Værelset var gennemrodet og der var fjernet 18 kr. fra afdødes pung.
Den 1. juni 1949, blev Niels Helmer Skriver anholdt af politiet, sigtet for alfonseri.
Den 27. september 1949, blev den 19 årige Norman Peter Olsen, tidligere Jenss ( 6. oktober 1930 i København ) anholdt af politiet, sigtet for drab. Han erkendte drabet på Erna Margrethe Olsen og forklarede, at drabet var sket efter uenighed om betaling for en seksuel ydelse.
Tirsdag den 9. august 1950 ved et nævningeting i Østre Landsret, blev Norman Peter Olsen idømt 14 år og 7 måneders fængsel for drab og røveri.
Den 13. marts 1959, blev den nu 28 årige Norman Peter Olsen prøveløsladt fra fængslet.

         **********************************************************************

Mandag den 6. juni 1949 sent om aftenen, tændte den 37 årige bogholderiassistent Ilse Esther Hansen ( 14. december 1911 i Maribo ) for gashanerne i sin lejlighed på Hulgårdsvej 146 i København. I lejligheden lå den 12 årige Ole Kleist Sørensen ( 3. november 1936 ) og den 8 årige Jørgen Kleist Sørensen og sov.
Hun havde begået underslæb for næsten 20.000 kr. på sit arbejde.
Tirsdag den 7. juni 1949 tidligt om morgenen, kom faderen hjem fra sin nattevagt, hvor han fandt børnene og hustruen livsløse i lejligheden. Ilse Esther Hansen. havde tætnet alle døre og vinduer med papir. Den 12 årige søn Ole Kleist Sørensen sov ind i døden, mens den 8 årige Jørgen Kleist Sørensen og Ilse Esther Hansen, blev kaldt til live på hospitalet.
Den 15. marts 1950 i Københavns Byret, blev Ilse Esther Hansen dømt til anbringelse på et sindssygehospital på ubestemt tid.

     ************************************************************************

Torsdag den 9. juni 1949, gik barbermester Henry Vilhelm Hansen ( 10. januar 1906 ) amok i et anfald af svær depression, da han med et jagtgevær affyrede flere skud imod sin søn, den 19 årige barberlærling Jens H. Hansen, som blev lam og døde kort efter af sine kvæstelser.
Bagefter begik Henry Vilhelm Hansen selvmord, da han skød sig gennem mundet med det samme jagtgevær. Motivet til drabet var ægteskabelige stridigheder, idet hustruen kort forinden havde forladt ham. I et afskedsbrev skrev han, at sønnen ikke skulle igennem, hvad han havde gennemgået. Derfor tog han sin 19 årige søn med sig i døden.

       **********************************************************************

I sommeren 1949, blev kontorist Lilly Gunhild Pedersen, født Rasmussen brutalt kvalt og stranguleret i sit hjem på Rørsangervej 13 i København. Da hun ikke som sædvanlig mødte på sit arbejde, tog en kontordame ud til bopælen, hvor der ikke blev lukket op. Sammen med ejendommens inspektør, skaffede hun sig adgang til lejligheden, hvor de fandt Lilly Gunhild Pedersen liggende død i sin seng i soveværelset. Ofret lå i skilsmisseforhandlinger med sin mand, og ville gennemtvinge en separation imod sin mands ønske.
Kort efter blev kunstdrejer Christian Svend Aage Pedersen ( 30. juli 1907 i København ) anholdt af politiet, sigtet for drabet på sin hustru.
Onsdag den 7. december 1949 ved et nævningeting i Østre Landsret i København, blev den 42 årige Christian Svend Aage Pedersen idømt 10 års fængsel.
Onsdag den 7. juni 1950 i Højesteret, blev dommen skærpet til 14 års fængsel.
Den 7. februar 1959, blev Christian Svend Aage Pedersen prøveløsladt fra fængslet.
Lørdag den 11. juli 1959, faldt Christian Svend Aage Pedersen død om på gaden.

       ************************************************************************

Lørdag den 9. juli 1949 om aftenen, efter et skænderi i hjemmet i Middelfart, kvalte den 41 årige arbejdsmand Godtfred Georg Christian Andersen ( 22. oktober 1908 i Birkende ) sin 45 årige hustru,
Rigmor Andersen, født Nielsen ( 1. december 1903 ). Hun havde forinden bebrejdet Godtfred Georg Christian Andersen, at han drak for meget, og hun måtte passe hjemmet alene.
Efter drabet på hustruen, dækkede han liget til i sengen og fortsatte med sit drikkeri.
Mandag den 11. juli 1949, ringede Godtfred Georg Christian Andersen fra Jernbanestationen til Middelfart Politi og fortalte dem om drabet på sin hustru. Han blev kort efter afhentet af politiet og anholdt, sigtet for drab. Han erkendte kort efter under en afhøring sin grusomme handling.
Rigmor Andersen blev fundet kvalt i sin seng, kun iført en undertrøje.
Tirsdag den 21. februar 1950 ved et nævningeting i Retten i Odense, blev Godtfred Georg Christian Andersen idømt 12 års fængsel. ( straffelovens § 237 ).

       **************************************************************************

Mandag den 11. juli 1949, blev den 49 årige servitrice og enkefru Laurine Meistrup fundet myrdet i sin lejlighed på Gammel Kongevej 21A på Vesterbro i København. Hun var blevet kvalt med en klud placeret i munden. Desuden var hendes hænder og fødder blevet bundet sammen, inden drabsmanden havde placeret liget i et kosteskab.
Drabsmanden var den 28 årige reklametegner Mogens Christensen ( født 18. juli 1921 i København ), som havde boet hos kvinden et par uger. Han erkendte drabet overfor en yngre kvinde, som meldte ham til politiet. Han blev straks efter anholdt på sin nye venindes bopæl.
Kort efter fandt politiet liget af Laurine Meistrup i kosteskabet. Hun havde formentlig ligget død i flere dage. Den 28årige reklametegner Mogens Christensen erkendte under en afhøring drabet på den 49 årige Laurine Meistrup, men han kunne ikke forklare, hvorfor hun var blevet myrdet. Hun havde dog bedt ham om, at finde sig et andet opholdssted.
I dagene efter drabet, havde han tømt lejligheden for flere effekter og solgt disse.
Den 8. februar 1950 ved et nævningeting i Østre Landsret, blev Mogens Christensen idømt 14 års fængsel for drabet på Laurine Meistrup.

       *********************************************************************


LIGET AF INGER MARIE HARTMAN NICOLAISEN.

Torsdag den 28. juli 1949, blev liget af den 23 årige sømandshustru Inger Marie Hartman Nicolaisen fundet myrdet på lavt vand, ved bredden af Trangraven udfor Orlogsværftet i København. Hun var blevet stranguleret, idet gerningsmanden havde snøret hendes bælte stramt omkring hendes hals. Kriminalpolitiet efterforskede drabet på Inger Marie Hartman Nicolaisen, og med hjælp fra offentligheden fandt man frem til drabsmanden og gerningsstedet. Det var den 40 årige fiskehandler Svend Erik Petersen ( 6. august 1908 i København ) som kl. 00.45 i en lejet bil, tilfældigt havde mødt Inger Marie Hartman Nicolaisen på Åboulevarden. Han havde tilbudt hende en køretur. Herefter gik turen først på restaurant, hvorefter turen fortsatte ad Lyngbyvej til Jægersborg Hegn i Hareskoven, hvor han på en øde skovvej voldtog Inger Marie Hartman Nicolaisen, inden hun brutalt blev stranguleret med sit eget bælte. Efter drabet skjulte han liget i bagagerummet, hvorefter han kørte direkte til Trangraven, hvor han kastede liget af Inger Marie Hartman Nicolaisen i havnen. Hun var mor til to små børn.
Mandag den 1. august 1949, blev Svend Erik Petersen anholdt af politiet, sigtet for drabet på Inger Marie Hartman Nicolaisen. Det viste sig, at han havde mere end 50 sædelighedsforbrydelser på samvittigheden. Tirsdag den 2. august 1949 erkendte han drabet.
Han havde truet alle sine ofre med døden, hvis de råbte på hjælp, og det kostede Inger Marie Hartman Nicolaisen livet, da hun formentlig desperat havde råbt om hjælp i skoven.

                                        
INGER MARIE HARTMAN NICOLAISEN BLEV BRUTALT VOLDTAGET OG BESTIALSK MYRDET AF SVEND ERIK PETERSEN.


LIGET AF INGER MARIE HARTMAN NICOLAISEN - FJERNES FRA TRANGRAVEN UDFOR ORLOGSVÆRFTET I KØBENHAVN.


INGER MARIE HARTMAN NICOLAISEN BLEV BRUTALT KVALT PÅ DETTE STED I HARESKOVEN.

       *********************************************************************

I august 1949, forsvandt to unge danskere ved ved Finsk-Russsiske grænse.
Thyra Elisabeth Rasmussen og Gunnar Halingdal var sammen med nogle kammerater fra “Fredsvenners hjælpearbejde” rejst til Finland. Under en cykeltur nær den Russiske grænse, havde de stillet cyklerne fra sig, hvorefter de gik en tur ad en sti ind i skoven.
De var slet ikke klar over, at de derved gik ind på Russisk territorium. De russiske grænse- vagter trak kort efter deres våben og åbnede ild, hvorved Gunnar Hallingdal blev ramt af skud.
Han var dræbt på stedet. Thyra Elisabeth Rasmussen blev anholdt og interneret.
Hun blev afhørt af en dansk tolk i Rusland, mistænkt for spionage.
Den 3. oktober 1949 ankom Thyra Elisabeth Rasmussen til Kastrup Lufthavn med rutemaskinen fra Stockholm i Sverige. Hun var lykkelig over at være vendt hjem i live.


THYRA ELISABETH RASMUSSEN - VED ANKOMSTEN I KASTRUP LUFTHAVN.


THYRA ELISABETH RASMUSSEN - HER SAMMEN MED SINE FORÆLDRE.

       **********************************************************************

Søndag den 18. august 1949 kl. 10.00, meldte Richard Ferdinand Andersen ( 17. juni 1914 i Odense ) sig selv til kriminalpolitiet i Odense.
Her tilstod han overfor kriminalbetjentene, at han 10 timer tidligere, lørdag den 17. august 1949, havde myrdet den prostituerede Lilly Angelica Scaffrath, født Jacobsen, på hotelværelse nr. 41 på Hotel Exelsior i Colbjørnsensgade 4 i København. Han havde mødt kvinden på cafe Frihedsstøtten, hvor de havde aftalt et samleje på hans hotelværelse. Da Lilly Angelica Scaffrath, født Jacobsen krævede 40 kr. for sine ydelser, blev han rasende og kvalte hende med en silkestrømpe. Efter drabet skjulte han liget i et klædeskab på værelset og forlod hotellet.
Richard Ferdinand Andersen gik direkte til Hovedbanegården, hvor han kl. 01.17 tog “avistoget” direkte til Odense.
Tirsdag den 7. februar 1950 ved et nævningeting i Østre Landsret i København, blev Richard Ferdinand Andersen idømt 14 års fængsel for drab.

       *********************************************************************

Mandag den 20. september 1948 kl. 18.00, efter en kort ordveksling, gik den 21 årige Jørgen Jørgensen ( 24. januar 1927 ) amok i sygelig jalousi på Svendborg Banegård, efter han havde opsøgt sin tidligere kæreste, den 21 årige Bodil Schultz, der dagen før havde slået op med ham, på grund af hans hidsige sindelag. Han tog pludselig en pistol frem og affyrede to dræbende skud imod Bodil Schultz. Hun var dræbt på stedet.
Bagefter forsøgte han at begå selvmord, da han skød sig 2 gange i hovedet.
Onsdag den 18. maj 1949 ved et nævningeting i Retten på Fyn, blev Jørgen Jørgensen idømt
14 års fængsel for drabet på Bodil Schultz.

         **********************************************************************

Fredag den 30. september 1949, blev den 38 årige prostituerede Rigmor Camilla Nielsen fundet nøgen og myrdet i sin lejlighed på Fredericiagade 54 B i København. Hun havde kæmpet voldsomt for sit liv, men var blevet stranguleret med sin egen underkjole af en ukendt gerningsmand. Retsmedicinerne konstaterede, at drabet var sket torsdag den 29. september 1949. Kriminalpolitiet anholdt senere i 1950 hendes tidligere mand, som blev sigtet for mordet. Han havde giftet sig igen med en ny kvinde, og havde overfor hende indrømmet mordet på Rigmor Camilla Nielsen. Bagefter havde han truet hende på livet hvis hun fortalte det til nogen. Kriminalpolitiet havde efter længere tids efterforskning ikke indsamlet nok materiale imod eks-manden, som kunne føre til en dom. Manden blev derefter løsladt.
Drabssagen om mordet på Rigmor Camilla Nielsen er fortsat uopklaret.

       *********************************************************************

Søndag den 16. oktober 1949, kvalte en kvinde sin åndsvage søn af medlidenhed.
Fredag den 1. december 1950 ved retten, blev kvinden idømt 3 års fængsel.

       *********************************************************************

                          
MARKUS JØRGENSEN.                                        HUSTRUEN ELSE JØRGENSEN.

                              
ELLA JØRGENSEN.                                                BOYE SEEST JØRGENSEN.


GERNINGSSTEDET GÅRDEN NORDHØJ - HVOR 3 MENNESKER BLEV DRÆBT.

Tirsdag den 15. november 1949 kort efter kl. 06.00, gik den 26 årige Boye Seest Jørgensen
( 26. april 1923 ) amok på familiens gård “Nordhøj”, i den lille landsby Ødis Bramdrup syd for Kolding. Boye Seest Jørgensen havde flere gange været indlagt til behandling på sindssyge- hospitaler, sidste gang var på Augustemborg nogle måneder tidligere.
Boye Seest Jørgensen tog et jagtgevær, isatte 2 patroner, hvorefter han gik ind i forældrenes værelse og tændte lyset. For fodenden af dobbeltsengen, skød han først sin 65 årige far Markus Jørgensen igennem hovedet. Moderen udstødte et skrig, hvorefter Boye Seest Jørgensen hurtigt gik om på den anden side af dobbeltsengen, hvor han på klods hold skød sin mor Else Jørgensen igennem hovedet. Søsteren Ella Jørgensen havde hørt skuddene, og hun kom løbende hen til soveværelset. Da hun så sine forældre var døde, begyndte hun at skrige.
Boye Seest Jørgensen ladede påny sit jagtegevær, hvorefter han iskoldt skød sin 33 årige søster Ella Jørgensen igennem hovedet.
Efter drabet på hele sin familie, malkede Boye Seest Jørgensen køerne og fodrede hønsene.
Først et par timer efter ugerningen ringede han til politiet i Kolding og sagde:
“Jeg har begået tredobbelt mord - kom ud og hent mig”.
Kort efter ankom kriminalpolitiet til gården Nordhøj, hvor Boye Seest Jørgensen blev anholdt, sigtet for det blodige tredobbelte drab på sin familie.
En forklaring på sin handling kunne Boye Seest Jørgensen ikke give, men hævdede blot at han var blevet holdt nede af forældrene og søsteren. Derfor måtte enten de eller han dø.
Mandag den 6. februar 1950 ved et nævningeting i Retten i Kolding, blev Boye Seest Jørgensen dømt til anbringelse på et sindssygehospital på ubestemt tid.

       *********************************************************************

Lørdag den 10. december 1949, blev en 2 1/2 år gammel dreng bortført fra en legeplads i nærhedens af moderens hjem. Det var drengen far, fabrikant Børge Schou fra København, som havde bortført sin lille søn fra legepladsen og kørt væk i sin bil.
Nogle børn fortalte bagefter til moderen, at drengen var gået ind i en bil med en fremmed mand. Eftersøgningen af drengen blev iværksat. Sporene førte til Tokkekkøb Hegn i Nordsjælland.
Søndag den 11. december 1949, fandt man liget af fabrikant Børge Schou i skoven. Han havde taget gift. I et afskedsbrev indrømmede Børge Schou, at han havde dræbt sin lille dreng.
Det lykkedes aldrig at finde liget af den lille dreng, som faderen formentlig i et anfald af sindssyge, havde smidt i en af de mange moser eller søer i området.

              
DEN 2 1/2 ÅRIGE DRENG BLEV ALDRIG FUNDET - TIL TRODS FOR EN MEGET OMFATTENDE EFTERSØGNING I TOKKEKØB HEGN I NORDSJÆLLAND.


EFTERSØGNING I TOKKEKØB HEGN I NORDSJÆLLAND.


EFTERSØGNING I TOKKEKØB HEGN I NORDSJÆLLAND.


EFTERSØGNING I TOKKEKØB HEGN I NORDSJÆLLAND.

       *********************************************************************

Søndag den 20. november 1949, gik Kaj Børge Andersen ( 19. august 1932 i København ) pludselig amok på gården “Prollegård” i Skovmark, i byen Vetterslev ved Ringsted. Han hentede på sit værelse et karabingevær, hvorefter han ladede geværet med en patron. Derefter listede han ned i køkkenet, hvor han bagfra affyrede et dræbende skud imod sin madmoder, den 61 årige gårdejer, fru Laura Nielsen. Da kredslægen ankom til gården, kunne han blot konstatere, at hun var dræbt på stedet. Kaj Børge Andersen blev kort efter anholdt, sigtet for drab.
En mentalerklæring viste senere, at han var sindssyg.
Lørdag den 16. september 1950 ved et nævningeting i Retten i Slagelse, blev Kaj Børge Andersen dømt til anbringelse på et sindssygehospital, på ubestemt tid.

         *************************************************************************


KØBMANDSFORRETNINGEN I KÆLDERNÆS - HVOR DRABET SKETE.

Søndag den 11. december 1949 kort før kl. 03.00, begik den 24 årige Peter Valdemar Larsen
( 16. januar 1925 - 19. juni 1999 ) en bestialt handling, da han myrdede den 67 årige købmand Lars Nielsen Kromann i Kældernæs på Lolland.
Efter en druktur på Skipperkroen og Jydepotten i Nakskov, var Peter Valdemar Larsen taget hjem til sin bopæl. En halv time senere besluttede han sig for, at stjæle en større sum penge fra købmandsforretningens pengeskab i Kældernæs, hvor købmand Lars Nielsen Kromann også havde sin private bolig.
Peter Valdemar Larsen tog sin motorcykel og kørte direkte hen til købmandforretningen.
Han slog en rude i stykker i kælderen, hvor Lars Nielsen Kromann havde sit soveværelse.
Købmanden vågnede ved støjen af den knuste rude, hvorefter han greb en stok som lå ovenpå dynen i hans seng. Peter Valdemar Larsen, som var bevæbnet med en P38 pistol, beordrede købmanden til at forholde sig roligt under dynen. Lars Nielsen Kromann ignorerede dog ordren, og slog ud efter Peter Valdemar Larsen med sin stok. Uheldigvis ramte stokken Peter Valdemar Larsens højre hånd, hvori han holdt den skarpladte 9 mm Walther P38 pistol. Derved gik et skud af, som ramte Lars Nielsen Kromann. Han faldt bagover dødeligt såret af skuddet. Han døde en time senere på Sakskøbing Sygehus.
Drabsmanden Peter Valdemar Larsen flygtede fra stedet uden nogen penge.


DRABSVÅBNET VAR EN 9MM WALTHER P38 PISTOL.

Den 16. december 1949 blev Peter Valdemar Larsen anholdt af kriminalpolitiet, sigtet for drabet på Lars Nielsen Kromann. Han tilstod drabet under en afhøring den 4. januar 1950.
Ved et nævningeting den 16. oktober 1950 på Tinghuset i Nykøbing Falster, blev den nu 25 årige Peter Valdemar Larsen idømt fængsel på livstid, for rovmordet på købmand Lars Nielsen Kromann. Han ankede dommen til Højesteret.
Den 6. april 1951 stadfæstede Højesteret dommen fængsel på livstid.

                    
PETER VALDEMAR LARSEN SKØD OG DRÆBTE DEN 11. DECEMBER 1949 - KØBMAND LARS NIELSEN KROMANN.


LARS NIELSEN KROMANN.

Sagen blev dengang kendt som kældernæs-mordet.
Den 1. september 1952 lykkedes det for den nu 27 årige Peter Valdemar Larsen, at flygte fra
Nyborg Statsfængsel på Fyn. Store politistyrker blev sat ind i jagten på ham.
Han var på fri fod i mere end 4 måneder, før han blev pågrebet og anholdt i Vest-Tyskland, da han forsøgte at passere grænsen til Østtyskland.
Lørdag den 8. august 1953 blev Peter Valdemar Larsen udleveret via Padborg til Danmark, hvorefter han påny blev indsat til afsoning i Nyborg Statsfængsel.
Peter Valdemar Larsen blev i 1966 benådet og løsladt efter 17 års fængsel.
Han døde af et hjertestop den 19. juni 1999, 74 år gammel.
Peter Valdemar Larsen blev bisat fra Torkildstrup Kirke den 23. juni 1999.


STORE POLITISTYRKER JAGTEDE DEN 27 ÅRIGE PETER VALDEMAR LARSEN, EFTER HAN FLYGTEDE FRA NYBORG STATSFÆNGSEL 1. SEPTEMBER 1952.


JAGTEN PÅ KÆLDERNES-MORDEREN I HJULBY MOSE - SEPTEMBER 1952.

Oversigten
Tilbage Næste side